Velkommen til Skovbakkehjemmet

Skovbakkehjemmet er et friplejehjem med 40 plejeboliger og eget produktionskøkken, der laver dejlig hjemmelavet mad til husets beboere og Skovbakkehjemmets café hver eneste dag.

I køkkenet sætter de en ære i at bruge friske råvarer, gerne lokale. Der bages dagligt brød og småkager, og hver dag serveres en god varm og hjemmelavet middag med dejligt tilbehør.

Skovbakkehjemmet er et plejehjem, hvor vi værdsætter beboernes meninger og holdninger højt, og hvor vi gør alt hvad der står i vores magt for, at den enkelte føler sig værdsat og respekteret. Vores pleje og omsorg bygger på gensidig tillid mellem beboere og personale, og vi betragter det som en stor og vigtig opgave at skabe et HJEM for vores beboere.

Foruden vores 40 plejeboliger har vi på matriklen 20 ældreboliger, ligesom vi/vores Hjemmepleje leverer knap 50 % af den samlede hjemmehjælp i Odder kommune.

Skovbakkehjemmet blev opført i 1972, men er løbende blevet ombygget, udbygget og moderniseret, senest i 2013, hvor 8 nye, lyse og indretningsvenlige boliger blev taget i brug. Bygningen, som rummer de 8 nyeste boliger, danner samtidig rammen om Skovbakkehjemmets Hjemmepleje.

Skovbakkehjemmet er i dag et skønt og indbydende sted med lys og venlig indretning, beliggende i grønne omgivelser og i gå-afstand til Odder by.  Vi har den skønneste sansehave med krydderurter, som vi bruger i vores madlavning, smukke roser, pæoner, lavendel og meget andet, samt et hyggeligt havebassin med fisk.

På Skovbakkehjemmet er vi så heldige at have vores egen støtteforening, ligesom vi har egen handicapbus. Vores støtteforening arrangerer masser af spændende underholdning på hjemmet og ture med bussen ca. hver 14. dag.

Foruden vores støtteforening er vi så priviligerede at have omkring 40 dedikerede frivillige, som gør en kæmpe indsats for at skabe de helt rigtige og hyggelige rammer for vores beboere. De hjælper til i caféen hver dag, betjener vores kiosk, deltager ved diverse arrangementer og meget mere.